Liberal Alliances Ungdom deltog d. 18.-23. maj i et internationalt seminar i Hurghada, Egypten, der satte fokus på lokalvalg samt udviklingen af Egyptens nye lokale valglov.

Sammen med repræsentanter fra de andre ungdomspartier deltog LAU’s nye formand for Internationalt Udvalg, Andreas Rohde, sammen med den tidligere formand for udvalget, Alexander Ryle. Seminaret var en fortsættelse af tidligere seminarer i Danmark og Egypten og fulgte op på det seneste, der blev afholdt på Mors i Nordjylland. Formålet med LAU’s deltagelse har været at erfaringsudveksle med egypterne, samt at få opdateret viden om den politiske situation i landet og en indsigt i den nye valglov, der forventes at blive implementeret inden længe.

Selvom seminaret var arrangeret og finansieret af Dansk Ungdoms Fællesråd, Danish Institute for Parties and Democracy og Dansk-Egyptisk Dialoginstitut, var fokus langt fra kun på dialogkaffe, rundkredspædagogik og post-it notes. Der kom også flere konkrete outputs fra seminaret. Allerede en af de første dage holdte Alexander Ryle oplæg for deltagere om LAU’s arbejde i forhold til at lave kampagner og den vej igennem forsøge at påvirke samfundsdebatten. Her blev fremvist en række eksempler fra tidligere LAU kampagner, samt delt erfaringer fra tidligere folketingsvalg og det seneste skolevalg – og interessen blandt egypterne var tydelig!
I forlængelse af dette planlagde vi i fællesskab en ny tværpolitisk, interkulturel politisk kampagne, som skal afvikles når de egyptiske deltagere kommer på returbesøg til Danmark til november og i den forbindelse skal følge en række danske politikere under KV17. Egypterne ser frem til at prøve kræfter med valgkamp, lære nyt og blive endnu klogere på Danmark, dansk politik og vores udgave af demokrati, der ligger milevidt fra demokratiet i Egypten.

Alexander der har været en del af Egypten-netværkets aktiviteter i tre år uddyber:

“Demokratiet er en gave, vi af og til tager for givet herhjemme. I vores iver efter at brokke os over petitesserne, glemmer vi hvor privilegerede vi faktisk er i Danmark. Vi glemmer at værdsætte, at vi lever i et udviklet demokrati, hvor frie og fair valg er en realitet, hvor pressen er fri, og hvor der er plads til at unge, såvel som kvinder og minoriteter kan deltage aktivt i samfundsdebatten. Når jeg taler med vores egyptiske kolleger giver det mig mulighed for at reflektere over hvor unikt det i virkeligheden er, at vi i Danmark frit kan stille os op på gaden og lave kampagner, hvori vi kritiserer autoriteterne i vores samfund. Vel at mærke uden at skulle bekymre os om konsekvenserne heraf eller lade os udsætte for systematisk overvågning og yderligere begrænsninger af vores frihedsrettigheder. Derfor må drømmen og kampen for, at vi kan være med til at gøre en forskel og ændre verden ikke stoppe ved den danske grænse. Og i LAU har vi rigtig meget viden og erfaring at byde ind med! De muligheder vi har i Danmark skal vi være taknemmelige for, men vi har også en pligt til at hjælpe andre med at opnå de samme muligheder – også selvom det til tider kan virke som et håbløst projekt. Samtidig skal vi blive ved med at minde hinanden om, hvor godt vi har det. For hvis vi glemmer dette, så er der ingen til at kæmpe for at opretholde det vi har. Demokratiet er ikke en statisk, uforanderlig størrelse, og vi kan nemt tabe det hele på jorden igen, hvis blot vi tager det for givet.”

Bliv en del af Egypten-netværkets arbejde

LAU søger endnu et medlem til Egypten-netværk. Som en del af netværkets arbejde vil du være med til at styrke en demokratisk opbygning af de nye politiske partier i Egypten, fremme unges indflydelse, samt styrke en tværpolitisk og interkulturel forståelse blandt ungdomspolitikere i Egypten og Danmark. Netværket er støttet af Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF), Danish Institute for Parties and Democracy (DIPD) og Dansk-Egyptisk Dialoginstitut (DEDI). Lyder det som noget for dig? Så send en ansøgning til Andreas Rohde på rohde@laungdom.dk.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]