Grafisk hjælp

Her er der en masse ressourcer til at hjælpe dig i din produktion af lokalkampagner og coverbilleder til begivenheder i LAU-regi. Der er her adgang til et Google Drev med både en masse grafiske elementer i vores stil, skabeloner til brug, fontene vi bruger og fritlagte billeder af oplægsholdere vi ofte benytter. Nedenfor er der skrevet lidt info om hvad elementerne i de forskellige mapper er, og hvordan de bør bruges.

Se og download alle vores grafiske ressourcer
Før du starter
Før du overhovedet kan starte med at designe lokalkampagner, coverbilleder og hvad ellers du har planer om, skal du have programmet til det. Der findes gratis programmer som GIMP, men i guiden anbefaler vi Adobe
Photoshop, da mange af tingene fungerer godt, og det derudover er nemt at finde hjælp på eventuelle problemer man løber ind i. Man kan få en 30-dages prøveperiode. Derefter er prisen som studerende på 92,5 kr. pr. måned.Det kan evt. være lokalforeningen som vælger at budgettere med deres lokalkampagneformand får betalt programmet, og på den måde kan producere alt muligt forskelligt grafik for lokalforeningen.
Skabeloner
Her finder du to skabeloner – en til et begivenhedscoverbillede, og en til en lokalforeningskampagne. Her er det vigtigt at understrege, at der ikke kun er én rigtig måde at gøre det på, men jeg blot har givet to eksempler. De er begge i Photoshop-format. Her er der nogle overordnede guidelines som på forhånd er sat op i dem, men jeg lige vil skrive her så det er tydeligt:

Lokalforeningskampagner: Skal have en størrelse på 2400×2000 px (det passer bedst med Facebooks dimensioner) og baggrundsfarven #0596d1. Ønsker I at brede jeres kampagner ud på flere platforme har Instagram, Twitter og de andre sociale medier andre anbefalede dimensioner. Denne guide vil ikke beskrive dem.

Coverbillede: Standarddimensionerne på et cover er 851 x 315 px, men når du sætter det op i Photoshop(/whatever), så lav gerne dokumentet proportionalt større. Jeg har sat skabelonen til 3546 x 1313 px. Fordelen ved at lave det stort er, at det vil fylde hele skærmen ud, hvis man klikker på det fra en computer, mens det automatisk skaleres til visning på telefon eller tablet uden forlænget loading-tid.

I skabelonen vil du også se, at jeg har opsat tre lodrette hjælpelinjer og en vandret hjælpelinje. De to ydre lodrette streger er rigtig vigtige i forhold til mobiloptimering. Når man ser et coverbillede på mobil, bliver siderne skåret væk. Du skal derfor placere alt vigtigt indhold inden for de to yderste lodrette linjer. Se hvad der menes på billedet nedenfor:

Custom grafik
I denne mappe kan du finde alt det vektorgrafik, som der er blevet tegnet igennem årene (en stor tak skal lyde til specielt Thomas Amby). Det kan være alt fra generiske personer til konkrete personer som Lars Løkke til elementer som biler, dyr, øldåser og meget mere. Tag et kig i mappen, og se om der er noget som passer til din kampagneidé.

Filerne du finder i mappen, vil som udgangspunkt have endelsen “.ai”. Det står for Adobe Illustrator, som er programmet de er tegnet i. Det skal du ikke blive bekymret over. Trækker du dem over i et åbent Photoshop-vindue vil de åbne som det, der kaldes et “Smart Object”. Det betyder at du kan flytte dem rundt og gøre dem større/mindre uden at de mister opløsning.

Fonts
Fritlagte personer
Her har vi samlet en masse personer, der ofte benyttes i LAU-regi. “Fritlagt” vil sige, at baggrunden er fjernet, altså gjort gennemsigtig (transparent). På den måde kan billedet indsættes over andre billeder, uden det blokerer for andet. Indtil videre består listen af hele LA’s folketings- og ministergruppe samt hele det nuværende Forretningsudvalg i LAU. Derudover er der oplægsholdere som ofte benyttes med tilknytning til LAU og LA, og et par eksterne oplægsholdere. Tag et kig!

Har du booket en oplægsholder, som endnu ikke er at finde derinde, kan man selv fritlægge personen i Photoshop. Det er i princippet nemt, men tager lidt træning at få til at se godt ud. Det er vigtigt at understrege, at det bliver generelt nemmere jo højere opløsning originalbilledet er, og jo større kontrast der er mellem personen du vil klippe ud og den nærliggende baggrund. Her er en guide som viser, hvordan man fritlægger personer:

https://www.youtube.com/embed/tooPl55dcFg

Logo
Her finder du vores logo i en masse forskellige varianter – alt efter om det skal på en hvid, lyseblå eller sort baggrund og om det kun skal være fjeren eller også med tekst. Brug din sunde fornuft til at vurdere, hvad der giver mest mening. På kampagner ser det bedst ud med logoet i højre bund, da vi på den måde er konsistente. Derudover er det vigtigt, at der er lidt margen mellem logo og kant.

Video
Her er der ressourcer til brug ved produktion af videoer.

Animeret logo
Du vil kunne finde en animeret udgave af vores logo med transparent baggrund, som kan benyttes i Final Cut Pro X og Adobe Premiere Pro ovenpå eksempelvis en blå baggrund, som demonstreret her.

LAU-jingle
Derudover har vi vores LAU-jingle, kaldet “We’re Taking Off”. Den findes i mange forskellige versioner alt efter videoens længde, både 21 s, 31 s og 59 s udgave, samt en fuld 02:35 udgave. Pga. licensmæssige årsager kan den ikke ligge offentligt tilgængeligt, men lyt til den på forhånd her og skriv til kampagneformand Søren Mulvad via mail eller Facebook, hvis du skal lave en LAU-video og gerne vil have den som baggrundsmusik.

Er der noget, som du efter gennemlæsning ikke har forstået eller synes er uklart? Eller har du forslag eller ønsker til yderligere info eller præcisering på denne guide? Så skal du være velkommen til at kontakte guidens forfatter, kampagneformand Søren Mulvad

Mail til Søren Mulvad