|
Slut med norske tilstande i Århus |
|
Skrevet af LA Ungdom
|
|
Torsdag, 22 April 2010 20:36 |
|
De århusianske unge er trætte af norske tilstande i deres by. I tirsdags kunne Liberal Alliances Ungdom derfor tilføje endnu en lokalforening på listen, LAU Århus.
Det er ikke kun i medlemstal og meningsmålinger, Liberal Alliance kan se fremgang. Tirsdag aften mødtes en række unge århusianere om fælles liberale værdier som større individuel frihed og mindre offentlig indblanding. Mødet resulterede i stiftelsen af lokalforeningen Liberal Alliances Ungdom Århus. Hermed bliver Århus den 6. by i rækken, der stifter en lokalforening af Liberal Alliances Ungdom.
”Der har jo været en stor efterspørgsel på et liberalt alternativ til de unge i Århus. Selvom det er en rød by, er der mange unge, der er trætte af socialdemokrater. Derfor syntes vi, at det var på tide at etablere en lokalforening af Liberal Alliances Ungdom,” siger den nyvalgte lokalformand, Jesper Kolbeck.
Stiftelsen af lokalforeningen kommer i hælene på sidste uges meningsmålinger fra MetroXpress og Ritzau, der begge bringer moderpartiet, Liberal Alliance, over spærregrænsen på 2 %.
Selvom foreningen stadig er dugfrisk, har den allerede fået sat de første mærkesager på dagsordenen.
”Vi vil blandt andet sætte fokus den århusianske restaurationsplan, der forbyder de fleste caféer og værtshuse at have åbent efter kl. 02. Det er jo norske tilstande, vi har her i byen,” siger Natasha Alexia Yuen, nyvalgt lokalnæstformand og fortsætter:
”Samtidig fokuserer vi også på mere nationale problematikker som eksempelvis afskaffelse af medielicensen, der er en belastning for mange unge studerende,” slutter Natasha.
Liberal Alliances Ungdom Århus holder åbent bestyrelsesmøde mandag d. 3. maj, hvor alle er velkomne til at høre mere om, hvordan de kan være med til at sprede det liberale budskab i byen.
For mere information kontakt:
Lokalformand Jesper Kolbeck tlf. 61 70 19 86 Lokalnæstformand Natasha Alexia Yuen tlf. 28 30 0355 |