Af forsvars- og udenrigsordfører Eric Bonde

Krigen i Afghanistan var som udgangspunkt både legitim og nødvendig. Legitim, fordi vi som nation har ret til at forsvare os selv og vores allierede imod angreb fra terrorister, som både planlægger og udfører angreb rettet imod civile mål. Nødvendig, fordi det er vigtigt at sende et signal om, at vi slår hårdt og konsekvent ned på regeringer og nationer, som giver husly til terrorister eller på anden vis støtter dem.

Men at krigen i Afghanistan, der nu har stået på i otte-ni år, stadig skulle være nødvendig og den mest effektive måde at bruge vores ressourcer til at bekæmpe terrorisme, kan man med rette have sine tvivl om. Ifølge amerikanernes egne efterretninger er der færre end 100 medlemmer af Al Qaeda tilbage i hele Afghanistan, hvilket betyder at de danske soldater ikke længere er i krig imod terrorister, men derimod står over for en broget blanding af lokale oprørsgrupper i de afghanske provinser, kriminelle opiumssmuglere samt de resterende talibansympatisører. Det er svært at få øje på, hvilken konkret trussel disse oprørere udgør imod Danmark, og dermed kan politikere og meningsdannere ikke længere bare spille kortet om danskernes sikkerhed som argument for at blive i Afghanistan.

Mange politikere vil stadig hævde, at håbet om at vi kan skabe et mere stabilt, velfungerende og endda demokratisk Afghanistan i sig selv er en god nok grund til ikke at trække soldaterne ud nu. Det er en sympatisk tanke, at vi ved at blive et halvt til et helt årti ekstra kan skabe et markant bedre samfund for afghanerne, men også en utopisk drøm.

På trods af de mange alvorlige problemer Afghanistan i dag står over for, må vi opgive ideen om, at vi kan løse dem ved hjælp af en stor militær besættelsesmagt, eller ved at pumpe penge ind i en af verdens mest korrupte og ineffektive regeringer. Erfaringerne fra historien, herunder tidligere amerikanske forsøg på at opnå lignende resultater i andre lande, har helt entydigt vist, at det er et omstændigt projekt, som ofte skaber flere problemer, end det løser. Kampen om at skabe udvikling i Afghanistan er dermed også i sidste ende en kamp, afghanerne selv må være bannerførere for.

Inden vi for alvor tager hul på 2010, bør vi derfor hurtigst muligt tage stilling til, om vi forsat vil forlænge missionen i Afghanistan og dermed være villige til at lade endnu flere danske soldaters liv gå tabt, og derudover bruge de 2,5 mia. kroner som rigsrevisionen skønner, at krigen i Afghanistan årligt koster.

Her i begyndelsen af det nye årti er det derfor på sin plads at revidere vores engagement i Afghanistan. Er der stadig en plan? Er der enighed i regeringen? Er der rationelle grunde til, at danskerne stadig skal være til stede i Afghanistan? Eller er det blot Dansk Folkeparti, der synes, det vil se flot ud i historiebøgerne?