Vi har ikke lært noget 13 år efter Muhammedkrisen

I disse dage er det 13 år siden, at Jyllands-Posten publicerede 12 tegninger af profeten Muhammed. Som reaktion på tegningerne krævede muslimer verden over redaktionel censur og retsforfølgelse, fordi tegningerne blev anset som krænkende. I dag, 13 år senere, har vi ikke lært af Muhammedkrisen, og ytringsfriheden kues til stadighed under hensynet til den krænkede part.

Debatten om tegningerne blev hurtigt betændt, og befolkninger var splittet i spørgsmålet om, hvorvidt Jyllands-Posten skulle publicere tegningerne. Jyllands-Posten blev flere steder beskyldt for at ville fornærme muslimer, og debatten rejste spørgsmålet om hvor grænserne for ytringsfriheden går i et mangfoldigt samfund. Skal minoriteter også skulle tåle krænkelser? Og skal vi beskytte os mod krænkelser med lovgivning?

Herboende muslimer argumenterede for, at tegningerne var en grov, nedværdigende og unødvendig fornærmelse. Derfor mente langt størstedelen, at tegningerne ikke burde være omfattet af ytringsfriheden, fordi man i et mangfoldigt og demokratisk samfund må udvise tolerance og respektere, at minoriteter kan finde ytringer stødende. Denne anskuelse er imidlertid udtryk for et misforstået tolerancebegreb, der strider stik imod begrebets oprindelige betydning.

Det misforståede tolerancebegreb

Tolerance betyder i virkeligheden, at man tåler eller udholder andres tanker, livsstil og meninger, selvom man er uenig. At udvise tolerance betyder dermed ikke, at man bifalder en ytring eller tanke, men er et udtryk for tålsomhed over for noget, man måske selv finder nedladende, umoralsk eller syndigt. Det handler således om, at adressaten af en ytring skal udholde det ytrede, snarere end at ophavsmanden til ytringen skal moderere ytringen af hensyn til andre.

Ideen om, at vi alle skal kunne tolerere kritik, forhånelse og anderledes levemåder er et centralt element i den vestlige idehistorie, som gradvist forfinede det synspunkt, at enhver besidder en ukrænkelig åndsfrihed. Oplysningstidens tænkere mente, at åndsfriheden var uløseligt forbundet med retten til at ytre sig, ligesom de udviklede det synspunkt, at ateister skulle nyde samme rettigheder, til trods for, at datidens samfund fandt ateister stærkt blasfemiske og krænkende.

Når herboende muslimer og andre forsøger at undsige sig dette princip, er det således i strid med den fundamentale idé, at vi skal tolerere ytringer, vi er uenige med. Ingen kan i et frit og demokratisk samfund gøre krav på særstatus, og enhver må acceptere, at man kan blive genstand for hån, spot og latterliggørelse. Ingen har i et demokratisk og frit samfund ret til ikke at blive krænket, men alle har ret til at krænke.

Det har alvorlige konsekvenser at værne sig mod krænkelser med lovgivning, som det ses i forbindelse med f.eks. racismeparagraffen og de love om Holocaustbenægtelse, der eksisterer rundt omkring i Europa. Under Muhammedkrisen krævede krænkede parter, at også Muhammedtegningerne skulle ulovliggøres, og her brugte de netop love om Holocaustbenægtelse og racisme som reference. Dermed kan sådanne love hurtigt blive en glidebane med alvorlige konsekvenser for ytrings- og åndsfriheden.

Konsekvensen af det misforståede tolerancebegreb har hidtil været, at ytringsfriheden indskrænkes, og at samfundet bliver mindre frit og mindre demokratisk. Syretesten på tolerance er netop, om vi som samfund og som enkeltpersoner vil tåle de ytringer, vi finder allermest forkastelige. Et frit og demokratisk samfund bør kunne rumme selv de mest forkastelige ytringer og holdninger og tage kampen imod krænkelser af enhver art via ytringer og debat – og ikke via domstolene.

Vi er nødt til at huske på, hvad tolerance i virkeligheden betyder. Tolerance er en balancegang, og det bliver sværere at udøve tolerance, jo mere mangfoldigt et samfund er. Vi må dog aldrig give op på denne balancegang og lade ytringsfriheden dø som offer for mangfoldigheden. Det bør være læren her 13 år efter Muhammedkrisen.