I dagens Danmark lader det til, at der hersker sig en bred forståelse om, at indvandringen ikke bidrager med nogen som helst positive egenskaber – men derimod truer Danmark som nation. En overbevisning om, at jo flere ikke etniske danskere, der befinder sig inden for vores areal på 42.931 km² – jo flere problematikker vil der rase i vores lille nation. Dette er dog med forbehold for, at vestlig og ikke-vestlig indvandring, har forskellige konsekvenser.

En betragtning, som ikke kommer ud af ingenting – men en del af en virkelighed til fortolkning. En virkelighed, hvor indvandringen fra lande, der ikke ligner vores eget, ikke har været en lyksalig og konsekvensløs beretning. I stedet er det forhåbningsfulde utopi om den grænseløse verden, blevet skudt i sænk af de dystre kendsgerninger. Dog bør et samfund, altid stræbe efter at åbne sine grænser – da både kapital og arbejdskraft altid bør have retten til fri bevægelighed.

Alligevel har den indvandring, som har begivet sig til de fleste vestlige nationer, i høj grad vist sig, at have fatale konsekvenser, ved alt fra at være massiv en underskudsforretning og øget kriminaliteten, til at religiøse fundamentalistiske grupper udfordrer vores demokratiske fundament. Dette giver anledning til omfangsrige konsekvenser for Danmark, hvor det vi bryster os af som nation, kan være på spil – ved fremtidsudsigt til faldne tillid og svækket sammenhængskraft, samt forringet velfærd og velstand. Også selvom at indvandringen bør ses som en ressource, der bidrager med vækst og velstand, som den historisk set har gjort i store dele af verdens hjørner – tyder det på, at indretningen af vores samfund har fejlet.

Følgelig lader det til, at danskerne har søgt tilflugt hos de nationalistiske strømninger, der siden sin stedfæstelse – i højere og højere grad har placeret sig som tungen på vægtskålen og inficeret resten det politiske spektrum. Dette er sket håbet om, at standse de anseelige efterdønninger, som indvandringen har sat på det danske samfund, siden Danmark åbnede sine døre og inviterede verden indenfor i 1960’erne, i troen på at gæstearbejderne skulle udfylde hullerne ved konjunkturopsvinget.

Men kan man bebrejde den almene dansker, i sin tro på, at når taget lækker, skal man sætte en prob i, der hvor det drypper?
Her tales der naturligvis om nationalisternes loyale og nærmest religiøse overbevisning om, at grænsernes lukning vil være det mest fundamentale redskab, i kampen mod konsekvenserne af den nuværende indvandring. Endskønt lader det til, at det benævnte hul i taget, har forårsaget omfangsrige vandskaber i det hus vi kalder Danmark. Hermed vil de såkaldte ’’fædrelandskærliges’’ tilfredshed ikke være blevet stillet – da den mangeårige indvandring, har forvoldt væsentlige skader på kultur, værdier og system. Man har ergo igangsat en lignende renovering af det demokratiske fundament, som Danmark er støbt i. I navnet på kampen mod religiøse forkyndere, utilpassede indvandrerdrenge, sociale nassere, jobstjælere og den økonomisk byrde, har man givet afkald på det der har gjort Danmark, til det vi bryster os af at være – nemlig en nation bygget på demokratiske værdier.

I lyset af denne raserende debat, har reelle bæredygtige løsninger været sat i skyggen, af populistiske politikeres begær efter at agere de ansvarsfulde handlingsmænd. En diskurs, der har betvivlet og negligeret vores centrale vestlige værdier. Værdier som ellers har omfavnet vores liberale demokrati – hvor ytringsfrihed, tolerance og i det hele taget grundlæggende friheds- og lighedsprincipper har været essentielle. Her har de postulerede ’’handlingsstærke’’ politikere igangsat en effektiv afmontering af nogen af demokratiets mest væsentlige grundsten, ved bl.a. maskeringsforbud, tvungent udbud af svinekød i daginstitutionerne, obligatorisk dansk undervisning på universiteterne, imamloven, forbud mod moskeer og muslimsk tv. Alle forslag med uhyggelig stor opbakning hos befolkningen, der truer alt fra ytringsfrihed og religionsfrihed, til om staten skal bestemme hvordan vi går klædt.

Dette nationalistisk orienterede perspektiv på vores nuværende problemer, er vokset langsomt frem i skyggen af den socialdemokratiske socialstat – hvor de åbne grænser og åbne kasser, har skabt en stigende utilfredshed hos befolkningen. En utilfredshed, hvor indvandringen kun er profitabel i konjunkturopsving og resten af tiden anses som en byrde og trussel for Danmarks udvikling og eksistens. Derudover har danskerne omfavnet socialstatens mange dyder, ved alt fra børnepenge, fri adgang til uddannelsessystem og pension til de ældre, samt at staten sørger for kontanthjælp til de arbejdsløse og at eliten kan komme i teateret engang imellem.

Alle disser ydelser, har gjort det svært, at lade døren stå åben – da resten af verdens befolkning, frit kan vandre ind, over den danske grænsen, for at suge på lappen. Dermed er vi gået fra, at indvandringen som ressource, skulle gøre os til et rigere samfund, ved være en økonomisk gevinst, til at de omfattende konsekvenser det har bidraget til at nationalismen, har fået lov til at blomstre, i skyggen på en socialstat med gode intentioner.

I stedet for at Danmark langsomt lukker sig om selv, ved den søforklaring om, at det er i nationens sikkerhed og for landets bedste – bør langsigtede og bæredygtige løsninger, der flugter med det eksistensgrundlag Danmark er funderet på, være vores udgangspunkt. Frem for at lukke huller, i det tag, som for længst er gået i forrådnelse – bør vi søge mod løsninger, der samtidig med at gøre os rigere og mere konkurrencedygtige, også formår at værne om et Danmark, vi kan være stolte af. Der er behov for at udskifte hele taget, og erstatte det med et langt mere holdbart et af slagsen.

Her er der naturligvis tale om, at åbne grænserne og lukkede kasserne. Et system, hvor de danske skatteydere, aldrig vil skulle stå økonomisk til ansvar for finansieringen af de nytilkommendes levegrundlag og/eller deres integration. Et system, hvor de incitamenter der gør sig gældende for at komme og bosætte sig i Danmark, aldrig vil være funderet i ønsket om modtage nationens prominente offentlige ydelser – men i at være en del af og bidrage til samfundet. Et system, hvor der befinder sig en tydelig distinktion, mellem de mennesker der kommer til landet for at bidrage, og dem der gør det modsatte. Et system, der vil afvæbne den farlige frembrusende nationalismes eksistensgrundlag og se indvandringen som en gevinst.

Et samfund bør til hver en til efterstræbe, at kunne skabe et system, som vil kunne udnytte indvandringen til at blive rigere – frem for at bekæmpe menneskers ret til fri bevægelighed. Et samfund der funderes af folks forståelse omkring deres frihed under ansvar, er centralt for samfundets indretning.

Danmark skal igen kunne se sig som fanebærer og værne om de fundamentale vestlige frihedstraditioner. Følgelig skal Danmark i stedet for at ty til frihedsindskrænkende redskaber i kampen mod den fascistiske fundamentalisme, som rejser sig rundt omkring i verden – agere et åbent demokratisk alternativ. Det der har gjort Danmark til en nation, hvor hele verden har kunne skue til for inspiration, skal igen være centralt – hvor klassiske værdier som demokrati, ytringsfrihed, ligestilling, tolerance og individualisme skal dominere.

Derfor skal vi åbne grænserne, lukke kasserne og værne om et Danmark vi kan være stolte af. En nation, hvor indvandringen aldrig må blive en trussel eller fremprovokere antidemokratiske tilbøjeligheder, men derimod være en garanti for både vækst og velstand.