Tiden hvor at guder og afguder får taletid i folkeskolen er ovre, fremtidens folkeskole bør distancere fra læren om bibelskrifter og i stedet fokusere på kulturforståelse.

Julen nærmer sig med al sin hast og traditionen tro lægger dagene op til julepynt, nissedrillerier og julefrokoster på arbejdspladser landet over. Folkeskoleelever landet over mærker også til den kristne højtid, først med Sankta Lucia-optog den 13. december, og for rigtig mange folkeskoleelever afsluttes skolens kalenderår med samlesang og bibelhistorier i et brag af en julegudstjeneste i den lokale kirke.

Her er altså tale om en fejring af en religiøs højtid i hvad der bør være en sekulær institution. Når det kommer til folkeskolens fejring af Jesus Kristi fødsel, trækker man på skulderen og billiger både småpige-optoget i skolens aula og julegøglet i kirken, da traditionerne for de fleste nærer en kulturel betydning frem for en religiøs betydning. Overordnet bør julegudstjenesterne i folkeskolen ikke problematiseres, da den i Danmark i højere grad bærer præg af en rituel fejring af en kulturel begivenhed, end en systematisk missionering af folkeskoleelever – elever som formentligt bekymrer sig mere om pebernødder og julegaver, end en eller anden jøde der blev født i Betlehem for to tusinde år siden.

Folkeskolens problematiske omgang med guder og afguder opstår først når den sidste raket i nytårsarsenalet er fyret af og eleverne atter møder tilbage til skolebænken – For på skemaet står den på kristendomskundskab.

Mens førnævnte arrangementer kan undskyldes, da ritualerne er bærer præg af en kulturel tradition, så bliver det svære at argumentere for behovet for faget kristendomskundskab – også kendt under det mere inkluderende navn religionsundervisning.

Behovet for at tage tid ud af et presset skoleskema til læren om guder og afguder i verdens tusinde religioner er en saga blot, faget som vi kender det i dag bør afskaffes og Jesus, Allah og alle de andre rødder bør smides uden for døren og henvises til bedehuset– Hvor de rettelig hører til.
Der er noget helt grundlæggende besynderligt i at skoleelever skal forholde sig til kristendommen, islam, hinduisme m.fl. i et selvstændigt fag. Der noget paradoksalt i, at på den selvsamme tavle hvor der frikvarteret forinden blev undervist i algebra eller bøjet tyske verber, at der nu på lige fod med forrige undervisningstime skal prædikes bibelhistorier og belæres om østens guder – endnu mere paradoksalt er det, at det folkeskolen som står for undervisningen.

Kristendomskundskabsundervisningen skal ud fra fagets fagmål tilegne skoleeleverne viden og færdigheder indenfor fire primære kompetenceområde: 1) Kristendom, 2) Bibelfortællinger, 3) Livsfilosofi og etik og 4) Viden om ikke-kristne religioner. Undervisningen i kristendomskundskab følger skoleeleverne fra første til niende klasse, men retteligt bør den slet ikke høre hjemme på skoleskemaet i en sekulær institution som folkeskolen. Undervisningsministeriets vejledende timetal for Kristendomskundskab er 300 timer igennem et folkeskoleforløb, det er ufatteligt meget taget i betragtning af at der f.eks. kun er afsat 360* timer til Tysk/Fransk undervisning eller blot 120* timer til Samfundsfag.

Ligesom på alle andre uddannelsesinstitutioner og arbejdspladser, er tid en overvældende og ofte presset faktor – I folkeskolen er det absolut ingen undtagelse, for er her tiden i forvejen knap som følge af indgrebet i lærernes arbejdstid i 2014. En folkeskolelærer har som oftest ikke mere end et kvarters forberedelse pr. undervisningstime, det er i sig selv stærkt kritisabelt, men når vi snakker undervisning i verdens religioner, så er det decideret disrespektfuldt overfor den enkelte religion og dens millioner af følgere, da den enkelte religiøse strømning, dens filosofi, tanker og ideer næppe kan redegøres på en skoletime uden at kaste et overfladisk lys af sig – Ikke fordi at kristendomskundskabunderviserne ikke er dygtige og kompetente, men fordi at en skoletime ganske enkelt ikke er nok tid til at redegøre for Islams fem søjler for en 6. klasse.
Mens faget Kristendomskundskaben bør afskaffes, så er meget af lærdommen i faget stadig vigtig undervisning for børn og unge. I stedet for at holde stædigt fast i et selvstændigt fag dedikeret til religioner, bør man udskifte det med et nyt og mere tidsnært fag om f.eks. Kulturforståelse – Et fag der bør lægge mere vægt på viden om kultur, traditioner og herunder religionernes indflydelse på folkeslag verden over, end det lægger vægt på bibelskrifter og profeters velsignede opstigen til himmels. Et andet alternativt er at man fra undervisernes side bliver bedre til at inkorporere de sagn, myter og historier som udgør religionerne i de allerede eksisterende fag, meget vel som man forsøger sig på den dag i dag, med f.eks. en temauge om nordisk mytologi i Danskfaget.

Med det sagt, så er alfa og omega i denne sag at mens undervisning i Kristendomskundskab og religion ikke er statens opgave at prædike, da den tilhører folkekirken, moskéen, synagogen eller et helt fjerde bedehus.  Samtidigt skal det understreges at det selvfølgelig er vigtigt at undervise i de kulturelle forskelle som blandt andet religionerne bidrager til på godt og ondt. Jeg håber for fremtidens folkeskole at man vil gøre en større dyd i at adskille religionen fra undervisningen – Da det ikke der hvor at Jesus, Allah og alle de andre rødder hører hjemme, det gør kun fakta.

* Undervisningsministeriets vejledende timetal for folkeskolen.