Kristendomskundskabsundervisningen skal ud fra fagets fagmål tilegne skoleeleverne viden og færdigheder indenfor fire primære kompetenceområde: 1) Kristendom, 2) Bibelfortællinger, 3) Livsfilosofi og etik og 4) Viden om ikke-kristne religioner. Undervisningen i kristendomskundskab følger skoleeleverne fra første til niende klasse, men retteligt bør den slet ikke høre hjemme på skoleskemaet i en sekulær institution som folkeskolen. Undervisningsministeriets vejledende timetal for Kristendomskundskab er 300 timer igennem et folkeskoleforløb, det er ufatteligt meget taget i betragtning af at der f.eks. kun er afsat 360* timer til Tysk/Fransk undervisning eller blot 120* timer til Samfundsfag.
Ligesom på alle andre uddannelsesinstitutioner og arbejdspladser, er tid en overvældende og ofte presset faktor – I folkeskolen er det absolut ingen undtagelse, for er her tiden i forvejen knap som følge af indgrebet i lærernes arbejdstid i 2014. En folkeskolelærer har som oftest ikke mere end et kvarters forberedelse pr. undervisningstime, det er i sig selv stærkt kritisabelt, men når vi snakker undervisning i verdens religioner, så er det decideret disrespektfuldt overfor den enkelte religion og dens millioner af følgere, da den enkelte religiøse strømning, dens filosofi, tanker og ideer næppe kan redegøres på en skoletime uden at kaste et overfladisk lys af sig – Ikke fordi at kristendomskundskabunderviserne ikke er dygtige og kompetente, men fordi at en skoletime ganske enkelt ikke er nok tid til at redegøre for Islams fem søjler for en 6. klasse.
Mens faget Kristendomskundskaben bør afskaffes, så er meget af lærdommen i faget stadig vigtig undervisning for børn og unge. I stedet for at holde stædigt fast i et selvstændigt fag dedikeret til religioner, bør man udskifte det med et nyt og mere tidsnært fag om f.eks. Kulturforståelse – Et fag der bør lægge mere vægt på viden om kultur, traditioner og herunder religionernes indflydelse på folkeslag verden over, end det lægger vægt på bibelskrifter og profeters velsignede opstigen til himmels. Et andet alternativt er at man fra undervisernes side bliver bedre til at inkorporere de sagn, myter og historier som udgør religionerne i de allerede eksisterende fag, meget vel som man forsøger sig på den dag i dag, med f.eks. en temauge om nordisk mytologi i Danskfaget.
Med det sagt, så er alfa og omega i denne sag at mens undervisning i Kristendomskundskab og religion ikke er statens opgave at prædike, da den tilhører folkekirken, moskéen, synagogen eller et helt fjerde bedehus. Samtidigt skal det understreges at det selvfølgelig er vigtigt at undervise i de kulturelle forskelle som blandt andet religionerne bidrager til på godt og ondt. Jeg håber for fremtidens folkeskole at man vil gøre en større dyd i at adskille religionen fra undervisningen – Da det ikke der hvor at Jesus, Allah og alle de andre rødder hører hjemme, det gør kun fakta.
* Undervisningsministeriets vejledende timetal for folkeskolen.